Hvem er

Ninett Gulddal

I 1983 kom jeg til verden. Jeg var, som alle andre nyfødte, et rent stykke lærred, som min mor, far og samfundet med dets normer og kultur har formet til et dannet menneske.

Jeg husker ikke fra min barndom, at jeg havde særlige evner for det spirituelle. Jeg har ikke set afdøde mennesker eller følt mig hvisket i øret. Jeg husker heller ikke at have fortalt mine forældre om spøjse oplevelser, som de ikke troede på. Så jeg er ikke en af de her særlige udvalgte, som man så ofte hører om.

Ikke desto mindre var jeg åben for det spirituelle og benyttede mig af clairvoyante til at rådgive og støtte mig. Som 21-årig tog jeg reiki-healer-uddannelsen I & II, men jeg oplevede altid, at når jeg forlod klinikken, blev jeg deprimeret og følte mig åben og sårbar. Det forskrækkede mig, at jeg ikke kunne kende mig selv når jeg gik derfra og følte en afhængighed til det clairvoyante og healende rum, så jeg lukkede ned for det spirituelle i flere år frem.

Først i 2021 genoptog jeg det spirituelle i mit liv for alvor med den største og bedste beslutning for mig selv: telepatiuddannelsen. Forud for dette havde jeg igen i årene op til benyttet clairvoyante til rådgivning og guidening, og jeg har i flere perioder nydt godt af krystallers kærlige og opmuntrende energier. Hos min “krystalpusher,” Butik Tante Thess i Skee, kom der jævnligt forskellige gæster med særlige evner, som de tilbød til en favorabel pris. Súsanna Vígdá kunne læse krystaller i et krystalkompas, og da jeg altid har været glad for krystaller, måtte jeg prøve det. 15 minutter pr. person – hun sagde mange fine ting, men en besked ramte mig som en hammer. Hun sagde ordene ‘Telepati med dyr.’
Fra den dag tog jeg beslutningen om at lære telepati, for hvis der var noget, jeg altid har følt en særlig forbindelse til, var det dyrene.

Telepatiuddannelsen gav mig et skub i den spirituelle retning og styrkede troen på mig selv. Jeg kan huske, at jeg følte mig usikker og var bange for, om jeg var dygtig og skarp nok.

Som uddannet telepatør har jeg oplevet de dybeste følelser og fået de vildeste indsigter i dyrenes verden, både hos de levende og dem, der er gået bort. Men jeg oplevede også, at der var mange beskeder til dyreejerne, som stod og lyttede – ejere, der virkelig havde brug for støtte i deres liv. Med de beskeder og den enorme lettelse, forløsning og glæde, det gav ejerne, besluttede jeg mig i 2024 for at tage uddannelsen til clairvoyantrådgiver.

Som et voksent menneske, med evnen og alderen til at reflektere over mit eget liv, har jeg – ligesom mange andre – opdaget uhensigtsmæssige mønstre og tilpasninger, som jeg har lært fra barnsben for at navigere i det liv, der forventes af mig.

Op igennem livet har jeg, som de fleste andre, fået mine knubs. Skoletiden var svær for mig, og arbejdslivet kaldte aldrig på den glæde, jeg håbede på. Det føltes som en sur pligt at skulle bidrage til samfundet og fællesskabet, med alt hvad det indebar af stress, angst og dårlig ledelse.

Jeg har prøvet at passe ind i normer og rammer, at tilfredsstille andres behov før mine egne. Jeg har kigget i spejlet med et kritisk blik og haft alt for store forventninger til mig selv.

Ninett Gulddal

Ingen kunne hjælpe mig, for det var aldrig godt nok. Ikke bare perfektionistisk, men til den yderste grænse. Ikke bare en pleaser, men i en grad, hvor det gik ud over mit helbred. Jeg har, ligesom jer andre, slået mig – og rejst mig igen. Den største gave har dog været, at jeg har lært at elske mig selv, respektere mig selv og sætte grænser, så jeg kan skinne endnu mere, stå stærkere og gøre det, mit hjerte altid har skreget efter – at hjælpe andre mennesker.

Der er et ordsprog, der siger, at man må hjælpe sig selv, før man kan hjælpe andre. Jeg ønsker, at alle kunne lære at elske sig selv, for det er en befriende følelse uden sammenligning.

Forestil dig at sidde og græde af stolthed over dig selv; det under jeg alle at prøve. At finde ind til sit eget sande og lysende jeg er det smukkeste, jeg har oplevet. At mærke sit hjerte i hele dets udstrækning og at kunne give ud af sig selv, i ren kærlighed, til dyr, mennesker – ja, hele verden – føles fantastisk.

Min rejse har været lang, men der er endnu længere vej tilbage, og jeg glæder mig til at bruge resten af mine dage på at hjælpe andre dyr og mennesker med at skinne i deres eget helt særlige og unikke lys, som de smukke sjæle, de og du er. DU ER nemlig alt det, du skal være.

I al kærlighed,
Ninett

Ninett Gulddal | DU ER alt du skal være